Den er længe ventet…. Men nu springer den, gazellen!
Gazellefarmen åbner i den kommende uge for alle, der enten har tanker om noget iværksætteri eller har brug for job- og karrierevejledning.
På farmen er der indrettet lokaler til iværksættere, der vil arbejde inden for træ, design, tekstil mv.
Indtil videre er der blot to iværksættere: TrÆls (træ og koncepter) og Abdallah Ajjawi (video og markedsføring).
”Vi vil naturligvis gerne have nogle flere, men nu skal vi lige have det op at køre, så folk kan se, hvad det er for noget. Vi har også været ramt af, at ansøgninger via hjemmesiden er forsvundet på grund af en kodefejl, men vi håber, at der kommer nye ansøgninger,” siger Rasmus Nørfeldt.
Selv tager han sig af almindelige iværksættere, mens Christian Fumz fokuserer på projektmagere og iværksættere, der vil være med til at skabe udvikling i Aarhus. Når kommunen åbner sit teknik- rådhus i Gellerup, vil projektet få en fysisk afdeling her.
Se mere på www.dengodeby.dk
Modnes til selvstændighed
Et særligt projekt, som Gazellefarmen tager hul på i efteråret, er for langtidsledige, der går med tanker om selvstændig virksomhed, men har behov for at blive modnet til det. Rasmus Nørfeldt fortæller, at Aarhus Kommunes beskæftigelsesafdeling har godkendt dette innovationsprojekt, som giver langtidsledige gode rammer til at udvikle deres ideer. Senere vil de kunne søge om mikrolån.
Job, uddannelse og karriere
Men uanset om du vil gå iværksættervejen eller lønmodtagervejen, så kan du benytte Gazellefarmen. En række vejledere står klar fra den kommende i stueetagen. Tre af dem kommer fra Det boligsociale Sekretariat, som flytter deres rådgivning til Gazellefarmen.
Da huset er helt "råt", er det ikke sikkert, at vejlningen starter præcist i denne uge. Den fremskudte jobvejledning starter på torsdag den 14. september, oplyser Ghassan Hassoun.
Der er nok plads – her er det stueetagen i Gazellefarmen. Herunder, første sal.