100 kunstnere deltager sidst i september i en stor udstilling, som fylder otte tidligere plejeboliger på 2. salen over Gellerup Bibliotek. Udstillingen er åben for alle interesserede, og oven i holder kunstnerne et seminar.
Op ad den røde trappe på nordsiden af Gudrunsvej 78 – og ind på 2. sal. Her fyldes lejlighederne for en stund med kunsthåndværk og design. Asger Jorns sidste måltid bliver genskabt i ler, en lejlighed fyldes med et væld af forskellige kopper lavet af keramikere fra hele verden, der laves et stel af ler fra Gellerup – kort sagt de tomme lejligheder fyldes med kunsthåndværk og design i alle formater.
Ninna Gøtzsche og Dorte Kristoffersen: Bord til to
Udstillingsprojektet hedder FOMO, som betyder Fear of Missing Out. Titlen spiller på den stadigt voksende fornemmelse de fleste har af hele tiden at gå glip af noget. En fornemmelse der vokser med den vedvarende strøm af nyheder fra de sociale medier om, hvad andre går og laver. FOMO udstillingerne foregår et aparte sted og i en begrænset periode, så også her skal man være hurtig for ikke at gå glip af det.
En udøvende kunsthåndværker/kunstner/designer er kurator i hver af de otte udstillinger, og samlet omfatter udstillingerne 100 professionelle aktører. Når der er så mange, hænger det eksempelvis sammen med, at 34 keramikere fra hele verden har lavet kopper i samarbejde, to og to.
Udstilllingen åbner fredag den 22. september kl. 16-19 og slutter 1. oktober. Abningstiderne er:
Lørdag-søndag: 12-17
Mandag-fredag: 12-17
Torsdag: 12-20
FOMO er arrangeret af Danske Kunsthåndværkere og Designere, Region Midt. Foruden dette projekt arrangeres også et projekt i Holstebro, den virtuelle udstilling JOMO samt udstillingen Bord til To i Rådhushallen i Aarhus.
Kunstnerne holder et seminar lørdag den 23. september i E&P-Huset. Læs mere om seminaret her.
Maya Rosette – Bord til to