Beboerrådgivningen i Gellerupparken bliver ikke styrket, men får tværtimod et lidt mindre budget end sidste år. Det var resultatet af en afstemning, som beboer og tidligere afdelingsformand Helle Hansen bad om på afdelingsmødet.
Helle Hansen havde foreslået, at Gellerupparken fremover bør bruge en million kroner til formålet i 2018. Beboerrådgivningen har hidtil dækket seks afdelinger i Brabrand Boligforening, men Skovgårdsparken meldte sig ud, fordi Gellerupparken ville bruge sit rådgivningsbudget som medfinansering af den kommende boligsociale helhedsplan, akkurat som Toveshøj gør det. Andre afdelinger vil nu også lave egne beboerrådgivninger, så tilbage er nu kun Thorsbjerg sammen med Gellerupparken.
Helle Hansen sagde, at Gellerupparkens andel af en videreført drift ville koste 850.000 kr., men afdelingsbestyrelsen har foreslået 750.000 kr. i budgettet.
”Jeg vil foreslå, at vi bruger en million kroner. Så kan der være to medarbejdere til de mange udfordringer, som vore beboere har,” sagde hun.
Mindre arbejde
Afdelingsformand Youssef Abdul Kader pointerede, at intentionen ikke er at skære ned. De 750.000 kr. svarer til det, som beboerne har behov for, for der bliver mindre arbejde for rådgiverne, når de andre afdelinger ikke længere er med.
Nezar Ajjawi fra afdelingsbestyrelsen sagde, at afdelingen ønsker at justere budgettet: ”Vi tænker lidt mere på pengene, men får det samme ud af det,” sagde han og advarede mod at kæde debatten sammen med de to nuværende rådgivere.
Elsebeth Frederiksen fra afdelingsbestyrelsen støttede Helle Hansens forslag, fordi beboerrådgiverne vil få meget travlt uden et økonomisk løft.
Da der skulle stemmes, var der stor uro og støj i Foreningernes Hus, og ordstyrer Keld Albrechtsen havde sine udfordringer med at balancere debatten og dæmpe gemytterne.
Da stemmerne var talt op, var der 76 stemmer for Helle Hansens forslag, 118 imod. Dermed ligger budgettet på 750.000 kr. fast.