Det er en hamrende farlig cocktail: børn og store arbejdsmaskiner. Det er sagt før, men nu har helhedsplanen igen grund til at advare forældrene og børnene.
Fredag formiddag blev der sat skilte op to steder, tæt på hinanden:
- Lottesvejs og især den stejle grusvej ned til Karen Blixens Boulevard. Det er en arbejdsvej, som børn (og voksne) har brugt som smutvej, men hvor de slet ikke må være. De skal i stedet ned på den anden side af Yggdrasil og ud på fortovet dér
- Krydset Inger Christensens Gade / Karen Blixens Boulevard. Der er mange meldinger om, at bilister kører over for rødt, og fodgængere skrår over Blixen uden at bruge fodgængerovergangen. Krydset bliver ekstra farligt på grund af de mange lastbiler til byggepladserne.
‘Grusbakken’ ind til Lottesvej bliver ekstra farlig nu at færdes på, fordi Brdr. Møller går nu i gang med at fjerne selve bakken og lave den foreløbige kørebane på Lottesvej. Rigtig mange maskiner kommer til at køre der fra i dag, og derfor er det ekstra vigtigt, at forældrene tjekker, at deres børn ikke benytter den vej.
Respekterer ikke lyskryds
Det andet problem – lyskrydset – er noget, mange har oplevet som farlige situationer. Projektleder Bente Sejersen, som er Aarhus Kommunes projektleder på kommunens store byggeri, har selv oplevet problemet, og det samme har de folk, hun arbejder sammen med:
"En del – og det gælder også voksne – respekterer ikke lysreguleringen på Karen Blixens Boulevard, fordi der ikke er så meget trafik. Men når vore lastbiler kommer, kan det blive farligt. Jeg har ikke hørt om ‘næsten-uheld’, men risikoen er der," siger hun.
Flere har lagt mærke til, at fodgængere går under kranlastbiler, der står på vejen og langer gods ind på byggepladsen.
"Der er en tendens mange steder til ikke at respektere kranbiler, der arbejder, og det kan være meget farligt," pointerer hun.
Den fysiske helhedsplan har derfor sat skiltning op ved Yggdrasil og på Karen Blixens Boulevard. Informationsmedarbejder Vibeke Dam Hansen opfordrer forældrene til at følge deres skolebørn og tjekke, at de vælger den rigtige skolevej.