Torsdag den 17. november havde Ekstrabladet arrangeret et debatmøde i Eutopia Stage, hvor politikerne Marc Perera Christensen (K), Bünyamin Simsek (V), Rabih Azad-Ahmad (Rad. V) og borgmesteren Jacob Bundsgaard (S) bl.a. debatterede om integrationen i Gellerup.
Efter en tankevækkende debat fangede vi to deltagere. En af dem var Helle Hansen fra Gellerup, som fandt debatten rimelig interessant, selvom den ikke vil få nogen indflydelse på hvordan hun stemmer.
Bekymret for helhedsplanen
Hun nåede at stille politikerne ét spørgsmål, men brændte inde med flere:
”Der er nogle spørgsmål, som jeg ikke fik stillet, men som jeg gerne vil have svar på. Jeg er nemlig meget bekymret for, hvad byrådet gør i den næste periode og omkring helhedsplanen, for hvis beboerne ikke er enige med resultatet, vil man så sætte beboerdemokratiet ud af kraft eller beslutte hen over hovedet på beboerne, hvis man får mulighederne for det?”
Adspurgt om, hvad der er vigtigt for hende med hensyn til integration, svarer Helle, at det handler om at komme fordommene til livs, hvilket sker gennem kommunikation.
”Det vigtigste er, at vi mødes med hinanden og lærer hinanden at kende, fordi der er rigtig mange fordomme. Fordommene oplever jeg kommer mest udefra, for det oplever jeg hver gang, der er nogen på besøg hos mig i Gellerup eller oppe i museet. De bliver overrasket over, at det ikke er sådan, som de troede det var.”
Lidt mere højreorienteret…
En anden som vi fangede var 23-årig Sahra Ahmed Mohamed, som mødte op til debatten, fordi hun finder emnet integration meget spændende, da der bliver snakket meget om det, uden at der som sådan bliver gjort det helt store ved det.
Generelt synes hun, at det var en rigtig god debat, hvor indslaget med ”hverdagsheltene” var et godt twist, og at publikum blev inddraget rigtig godt i debatten. Efter debatten fandt hun ud af, at hun måske er lidt mere højreorienteret, end hvad hun egentlig troede.
”Jeg fandt ud af, at jeg måske er lidt mere borgerlig, end hvad jeg troede, hvilket man ikke rigtigt siger så højt i dette område, da det er lidt tabu, men jeg synes faktisk, at de havde nogle gode konkrete bud på, hvad man kunne gøre ved integrationsproblemet i Gellerup. Vi har et problem, som vi skal gøre løse sammen.”