Beredskabet er i samarbejde med lokale foreninger i fuld gang med at oversætte og formidle alle de vigtige informationer omkring Coronavirus. Den boligsociale helhedsplan i Gellerup bidrager også til processen med formidling via forskellige kommunikationskanaler, for eksempel Facebook og Whatsapp.
Beredskabet i Gellerup er et netværk af professionelle, lokale beboere og foreninger. Det bliver som regel aktiveret, når der er utryghed i lokalområdet. Simon El-Zeinab er Aarhus Kommunes koordinator i Beredskabet. Han fortæller, at de følger tæt med i alle Corona-relaterede pressemeddelelser, der kommer på TV.
“Vi sender live på Facebook med direkte oversættelser. I den sidste pressemeddelelse fra i aftes med arabisk oversættelse, er vores opslag blevet vist mere end 13 tusinde gange og har fået 156 delinger. Jeg oplever, at folk med anden etnisk baggrund følger godt med i situationen. Jeg får løbende opkald fra flere beboere, som har flere spørgsmål omkring forholdsregler, rejser og mm. Jeg henviser til ministeriets anbefalinger,” fortæller Simon El-Zeinab.
Beredskabet har indtil videre kommunikeret til sine målgrupper via Whatsapp, men har i dag besluttet at åbne en Facebookside. Siden som hedder “Beredskabet – Gellerup og Toveshøj” har til formål at samle de frivillige, der kan hjælpe udsatte beboere. De frivillige hjælper dem der er i isolation, ældre og beboere med særlige behov.
Man kan få hjælp til indkøb, afhentning af medicin samt formidling af kontakt til sundhedssektoren. “Jeg har reklameret for tiltaget på Facebook og i forskellige Whatsappgrupper,” fortæller Simon El-Zeinab.
Har du også lyst til at give en hjælpende hånd til de udsatte, eller kender du nogen, som kunne have brug for hjælpen? Så kontakt Beredskabet inde på Facebooksiden og del den med så mange i dit lokalområde som muligt.