Bombning og besættelse. Frygt og fredsplaner. Sådan fortæller medierne om Palæstina og palæstinenserne. Om krig, konflikt og storpolitik. Men i palæstinensernes liv er der også bryllupper, danseglæde, uddannelse og sjove fritidsaktiviteter, alt sammen omhyllet af besættelse og blokade. Ligesom der er traumer, opgør og en udfordrende dagligdag.
Det handler kort sagt om menneskers liv, når der for syvende år i træk blændes op for Palæstina Film Festival i biografen Øst for paradis. Det er Arabisk Dansk KulturHus der i samarbejde med Opgang2 og Øst for Paradis står bag arrangementet. De vil gerne vise gode film og samtidig give et bredere og mere nuanceret kendskab til Palæstina og palæstinensere – kulturelt, historisk og menneskeligt.
Programmet løber fra torsdag den 10. til søndag den 13. september og byder på spille- og dokumentarfilm og oplæg.
”Vi er meget glade for, at vi nu kan holde vores årlige festival, der viser spændende, underholdende og vedkommende film om Palæstina. Vi lever i en svær tid, men det har palæstinenserne gjort i mange år, i flere generationer, under besættelse og i flygtningelejre. Ved festivalen kan man på en underholdende og spændende måde lære Palæstina og palæstinenserne bedre at kende,” siger Imad Kaaouach, formand for Arabisk Dansk KulturHus.
I kan læse mere om programmet på Facebook.