”Vi kan mødes i Laden!” Sådan vil det med sikkerhed lyde i den nordlige del af 8220 Brabrand, når Toveshøjs nye forsamlings- og beboerhus til sommer står færdigt.
En café med dagens aviser og kaffe til rimelige priser. Folkekøkken og jævnlige tilbud om at være med til fællesspisning i den store sal. Og yoga, syning og træsløjd i værkstederne ved siden af.
Det er nogle af visionerne for Toveshøjs nye beboerhus, der også vil åbne dørene for alle andre, som bliver tiltrukket af stedets mange kommende aktiviteter.
Nogen kan sikkert huske, hvordan Huset i Vester Allé for en del år siden fungerede som et samlingssted, hvor folk kunne mødes og deltage i forskellige aktiviteter. Den stemning håber Brabrand Boligforenings afdelingsbestyrelse i Toveshøj at kunne genskabe i det kommende nye beboerhus på Edwin Rahrs Vej 6B.
Der var egentlig lagt op til, at de 624 husstande i Toveshøj skulle have et nybygget beboerhus tæt på Bazar Vest. Men beboerne ville noget andet. Laden har i masser af år været lokalområdets samlingssted. Det skulle stedet blive ved med at være.
Der skulle lange og seje forhandlinger til på forskellige niveauer i Aarhus Kommune, før de folkevalgte i Toveshøj fik deres vilje, og håndværkerne kunne gå i gang med at ombygge og modernisere Laden.
”Laden har ikke stor arkitektonisk bevaringsmæssig værdi. Men Laden har i høj grad kulturhistorisk betydning for områdeforståelsen,” skriver arkitektfirmaet Pluskontoret, som har tegnet det fornyede beboerhus.
Renoveringen skaber ”…et attraktivt bydelstrækplaster, der funktionelt kan samle beboere fra de eksisterende blokke og de nye bygninger i området, samtidig med en tydelig historisk og kulturel forankring,” skriver Pluskontoret.
Café, værksteder og aktiviteter
”Laden” bliver huset kaldt i daglig tale – som en forkortelse af Tousgaardsladen. Tousgaarden blev opført i 1842 og var en af Brabrands store gårde, før byudviklingen ændrede hele området. Edwin Rahrs Vej – der dengang hed Ryvej – gik en gang tværs gennem gårdspladsen og adskilte laden fra hovedbygningen på den anden siden af vejen.
Når du træder ind i den fornyede hovedbygning, kan du straks fornemme, at den store sal med de massive træ-spær har bevaret tidligere tiders lade-karakter. Her skal der være café, hvor alle i åbningstiden kan komme forbi og købe sig en kop kaffe og læse dagens avis. Her kan der også inviteres til foredrag og holdes gymnastik- eller yoga-arrangementer.
Afdelingsbestyrelsen regner med, at Laden igen bliver et naturligt samlingssted for lokalområdets beboere. Men også folk udefra vil være velkomne, men de skal dog betale et beløb for at leje et festlokale eller bruge værkstederne.
”Vi vil gerne tilbage til den ånd, der tidligere har været her i Laden. Forhåbentlig kan det blive et åbent aktivitetshus, sådan som Huset i sin tid var i Aarhus Midtby, hvor man kunne gå ind og få en kop kaffe eller deltage i aktiviteter i syværkstedet eller træværkstedet,” siger formand for Brabrand Boligforenings afdelingsbestyrelse i Toveshøj, Anett S. Christiansen.
Vaskeri kan blive samlingspunkt
Ved hjælp af skillevægge kan den store sal deles i flere mindre rum, der blandt andet kan bruges til mødelokaler. Afdelingsbestyrelsen har i forvejen borde, stole og sofaer, der genbruges fra tidligere.
Anett S. Christiansen fremhæver desuden et nyt stort køkken, der ikke kun skaber perfekte rammer for lokalområdets legendariske fællesspisninger. Man kan også leje køkkenet og bruge det, når man skal holde fest eller arrangere fest i huset.
Laden får også et moderne fællesvaskeri. Selvom de fleste har vaskemaskine i lejlighederne, regner man med, at en del vil bruge de store industrimaskiner, for eksempel vil at vaske en dyne.
”Det er en idé, jeg har set hos min moster i Sverige, hvor de havde et vaskeri i deres beboerhus. Det gav en anden stemning i huset, når folk kommer forbi af naturlige grunde og sidder og venter. Måske laver man lektier eller ordner noget på computeren, mens man får en snak med andre.”
Nybygget festsal
Ud over renoveringen af den eksisterende lade skyder en helt ny bygning op på nordsiden: En festsal med plads til over 200 mennesker, der ligeledes kan lejes af alle. Desuden vil salen flere gange om året komme i brug til de store højtidsfester, Toveshøj er kendt for.
”Salen i Laden har slet ikke været stor nok, når vi holder juletræsfester og fastelavn. Der har den som regel været proppet med mennesker. Når både forældre og børn er inviteret, når vi snildt op på 200 personer. Så får vi virkelig brug for at tage den nye sal i brug.”
Håber på mange forskellige aktører
Beboerhuset opføres som en del af Helhedsplanen og finansieret hovedsagelig af Landsbyggefonden. Når huset står færdig, overtager afdelingsbestyrelsen driften af huset og arbejder allerede nu på at sikre en bæredygtig økonomi.
Anett S. Christiansen har især forhåbninger om, at salen og det nye køkken vil være attraktiv at leje. Desuden regner hun med, at de nye værksteder og mødelokaler vil tiltrække mange forskellige aktører. Blandt andet håber hun, at Aarhus Kommune vil kunne lægge møder og aktiviteter i huset.
I lokalområdet er det allerede aftalt, at eksempelvis Verdenshaverne og Naturklubben flytter aktiviteterne til området omkring Laden, og også Brabrand Billedskole har vist interesse.