Til august starter en ny fireårig boligsocial helhedsplan i Gellerup og Toveshøj. Arbejdet skal understøtte områdets forandring fra et socialt udsat boligområde til en mangfoldig bydel med sin helt egen karakter, og hvor det er godt at bo, arbejde og leve.
Tidligere på foråret blev en række medarbejdere ansat for de kommende fire år, og nu følger yderligere tre ansættelser af en boligsocial ungemedarbejder, en kommunikationsmedarbejder og en koordinator for fædregruppen Baba i Gellerup og Toveshøj.
Det nystartede team på cirka 20 medarbejdere skal især arbejde med tre indsatsområder:
- Styrke det gode naboskab sammen med aktive beboere og foreninger.
- Samarbejder med forældre om at skabe den bedst mulige start for områdets børn og unge.
- Og den boligsociale indsats sætter sammen med Aarhus Kommune turbo på de beskæftigelsesindsatserne i Gellerup og Toveshøj
Det boligsociale arbejde tager afsæt i beboerhusene i Laden og i Sports- og Kulturcampus. Du vil blive en del af et område, der aldrig står stille, hvor gode idéer er lige om hjørnet, og hvor der ikke er langt fra tanke til handling.
Her kan du få et overblik over de tre opslåede stillinger.
Koordinator for Baba i Gellerup
Baba i Gellerup & Toveshøj er en aktiv gruppe fædre, der uddanner sig og engagerer sig i lokalområdet. De har blandt andet fokus på områdets børn og deres fremtid. Dem skal du understøtte og samarbejde med om at nå ud til endnu flere mænd. Det er en afgørende forudsætning, at du er i stand til at rekruttere mænd til Baba. Læs mere om stillingen her.
Boligsocial unge-medarbejder
Der søges en ambitiøs medarbejder, som skal være med til at udvikle et positivt ungemiljø sammen med de unge. Den boligsociale indsats har allerede god kontakt med 30-40 unge ml. 13 og 18 år. De har enten lommepengejob eller kommer i vores lektiecafe.
Dem skal den nye medarbejder og en kollega lave et ungemiljø sammen med, hvor man med de unge planlægger og gennemfører aktiviteter, som styrker fællesskabet, rykker grænser og udforsker deres interesser. Cirka en femtedel af tiden skal desuden understøtte kollegernes arbejde med erfaringsopsamling og udvikling. Læs mere om stillingen her.
Boligsocial kommunikationsmedarbejder
Kommunikation og samtale er afgørende for en vellykket boligsocial indsats. Det har den nye medarbejder en afgørende rolle i. Der skal først og fremmest formidles nyt om folk og aktiviteter til en bred modtagerkreds af beboere, frivillige, medarbejdere og beslutningstagere. Som en del af indsatsen skal man også medvirke til, at tillid og lokalt samarbejde fremmes.
Kommunikationsmedarbejderen skal give en stemme til de personer, historier og aktiviteter i Gellerup og Toveshøj, som ikke ellers kommer til orde i medierne. Desuden skal personen være med til at formidle alle de gode historier, som ikke flugter med fortællingen om Gellerup og Toveshøj som en udsat bydel. Læs mere om stillingen her.