Brabrand kan blive foregangs-bydel, når det drejer sig om at skabe flere indgange til arbejdsmarkedet for folk, der ellers har haft lang vej til et job. Forleden mødte næsten 100 virksomheder og mulige ansøgere op til informationsmøde om småjobs. Og en del fik straks en aftale på plads.
”Det er slet ikke så besværligt,” lød budskabet fra Café Europa, der driver café og spisested i Aarhus Kommunes kontorhus i Gellerup, Blixens.
Café Europa er en af foregangsvirksomhederne, når det gælder de såkaldte småjobs. Torsdag var Café Europa sammen med blandt andre Bydelsmødrene i 8220, Aarhus Kommune og Aarhus Business Breakfast Rotary Club medarrangør på et arrangement, der skulle sætte skub i skabelsen af flere småjobs i Brabrand.
I øjeblikket har Café Europa fem personer ansat i småjobs, der typisk omfatter fra 2 til 10 timer om ugen.
”Nogle af dem står eksempelvis for at holde vores kaffemaskiner kørende. Alle ved, at kaffe er meget vigtigt for en arbejdsplads. Småjobberne udfører her nogle opgaver, hvor man ikke behøver at være faguddannet – men det er stadig meget vigtige opgaver, fordi det frigør tid fra nogle af os, der er faguddannede medarbejdere.”
Det forklarede Katrine Frydendal Christensen, som er leder for bl.a. småjobberne i Café Europa – og samtidig en af de dedikerede fortalere for at ansætte småjobbere. Det gavner en masse mennesker, som der ellers ikke er plads til på arbejdsmarkedet:
”Nogle af dem, vi har ansat, er på vej mod fleksjob, mens det for andre er de første skridt på vej til at blive selvforsørgende. Og så er der også nogen, hvor det bare passer fint i deres liv at være småjobber.”
”Der går sport i det”
Men det gavner også virksomheden selv, understregede hun på mødet. Også Café Europa mærker, at det kan være svært at rekruttere nye medarbejdere, og her kan det være en løsning, at småjobbere kan tage en del af opgaverne, som de faglærte ellers skulle løse. Samtidig er man mindre sårbar, når medarbejdere bliver syge.
”Det giver det rigtig god mening for os som virksomhed at have småjobbere ansat. Derfor er vi også i gang med at ansætte småjobbere i vores afdeling på Sjælland,” sagde hun.
”Når man ser, hvor meget tid man i virkeligheden kan frigøre, går der virkelig sport i det. Vores håb er, at endnu flere virksomheder får øjnene op for småjobs som en oplagt mulighed.”
En helt ny fortælling
Også beskæftigelseschef i Aarhus Kommune, Vibeke Jensen, er begejstret for initiativet.
”Det er et meget spændende initiativ, der indeholder alle de elementer, jeg mener, vi har brug for, når vi skal løfte den type opgaver i fremtiden. Her er privat initiativ, de frivillige i bydelsmødrene sammen med kommunen og erhvervslivet. Når alle de aktører spiller sammen, kan vi virkelig løfte noget,” sagde hun.
Hun understregede, at det for hende ikke er afgørende, at alle skal arbejde 37 timer om ugen.
”Men det er vigtigt, at man kommer ud af sin lejlighed og møder til tiden for at præstere noget. Det at ha´ et job er helt afgørende for en familie. Når mor eller far går på arbejde – om det så bare er få timer om ugen – opstår en fortælling i familien, at arbejde er noget vigtigt i måden at leve sit liv på.”
Hun henviste til et andet projekt i Gellerup, Opgang til Opgang, hvor småjobs ligeledes er et vigtigt redskab i at skabe fremdrift hos familier, der ellers har haft det svært.
Potentiale for mange småjobs
Repræsentanter for jobcentret i Aarhus Kommune gav på mødet en række ideer til, hvor der i de fleste virksomheder kan være potentiale for nye småjobs.
Det kan være mindre opgaver, man som medarbejdere skiftes til at gøre, men som ingen rigtig er glade for. For eksempel at anrette den daglige fælles frokost eller stille ting i opvaskemaskinen og holde køkkenet rent og pænt.
Men det kan også være at indrette opgaverne på nye måder. De nævnte et malerfirma, som har ansat en ufaglært småjobber til at dække af, sætte malertape op lægge plastic på gulvet. Så sparer den faglærte maler tid og kan bruge sin arbejdstid mere effektivt, forklarede folkene fra jobcentret.
Småjobber til daglig frokostordning
Blandt de fremmødte repræsentanter for lokale virksomheder var HR Business Partner hos entreprenørvirksomheden Enemærke og Petersen på Edwin Rahrs Vej, Torben Geil.
”Vi har ikke prøvet det her før, men vi kunne måske godt bruge én til at stå for vores frokostordning et par timer om dagen. Og så har vi nogle andre opgaver, vi ikke har defineret præcist endnu. Så jeg er spændt på at høre, hvad folk kan tilbyde os i dag,” sagde Torben Geil inden mødet.
Han var også åben for, at der måske kan skabes småjobs i forbindelse med virksomhedens opgaver ude på byggepladserne. Det vil han nu gå i gang med at se nærmere på.
Blandt de andre lokale virksomheder på mødet var Isic A/S, Forenede Service, Café Fair, Livsværkstederne, Square One og virksomhedsfællesskabet Kollektivbyen.
Inspirationskilden til den kommende indsats for at skabe flere småjobs i Brabrand er Favrskov Kommune, hvor virksomhederne i en særligt etableret task force i 2021 sammen skabte næsten 2000 småjobs.