Torsdag d. 4. maj bliver årsdagen for Danmarks befrielse fejret i Gellerup Kirke med fællessang. Under besættelsen i 1940-45 var alsang danskernes tavse protest, og den tidligere leder af den danske Alsang-bevægelse, Ricco Victor, vil fortælle og lægge op til fællessang af kendte og elskede klassikere.
”Glæd jer til en helt særlig oplevelse,” skriver Gellerup Kirke i invitationen til aftenen Alsang & Anekdoter.
Der er fællessang med kendte og elskede klassikere fra den danske sangskat på programmet – bundet sammen af Ricco Victor, som i mange år har været direktør i Spil Dansk samt leder af det landsdækkende Alsang-initiativ.
Alsang var en national sangfestival, der både markerede 75-året for Danmarks befrielse omkring 4. maj 2020, og samtidig også igangsatte mere end 900 alsang-arrangementer over hele Danmark fordelt på samtlige kommuner.
Arrangementet bliver en oplevelse for flere sanser og på flere niveauer, da der også fremvises nogle helt særlige musikvideoer og nogle gamle artefakter fra 1940´erne.
Ricco Victor fortæller den fascinerende historie om besættelsestidens enorme alsang-stævner i 1940. Vi skal derfor også synge sange, som særligt kredser sig om friheds-tematikken.
Sangene og anekdoterne kobles elegant til nutiden og til den moderne fællessangs historiske come back og nye guldalder under corona-nedlukningen.
Folk er rykket tættere sammen
Ricco Victor vil levende præsentere fællessangene og krydre dem med nogle særlige anekdoter.
Derudover skal vi høre om nedslag fra de sidste 100 år, hvor fællessangen har spillet en markant rolle i store danske – og internationale – historiske begivenheder.
Sangforedrag – og sangene – kredser tematisk om frihed, fred, befrielse, demokrati og håb.
”Det taler derfor også ind i en højaktualitet med krig og ufred. Og en tid med splittelse på andre, også meta-niveauer i samfundet. Og – såvel som under besættelsen i 1940, som under corona, så har sang og fællessang samlet folk i krisetider. Det har fået folk til at rykke tættere sammen. På tværs af sociale skel i det danske samfund,” fortæller Ricco Victor om aftenen.
Ricco Victor er også forfatter til bogen”100 Stemmer”. I bogen er der interviews med 100 markante kulturpersonligheder, herunder 10 danske kulturministre.
Bogen er en slags tidskapsel, der indfanger en række refleksioner fra toneangivende sang-mennesker i en tid, hvor fællessangen oplever en ny guldalder.
Torsdag d. 4. maj kl. 19.30: Alsang & Anekdoter i Gellerup Kirke. Det er gratis at deltage.