En sammenlægning af Ellehøjskolen og Sødalskolen risikerer at skabe en betydelig elevflugt fra den kommende nye skole i Gellerup. Det mener Bydelsmødrene i 8220 og fædregruppen Baba, som har inviteret medlemmer af Børn og Unge-udvalget til dialog møde på torsdag.
Rådmand Thomas Medoms udmelding om, at kommunen forbereder en sammenlægning af Ellehøjskolen og Sødalskolen, har ikke kun skabt røre i de to skolers skolebestyrelser. Og hjemme hos forældre til børn på de to skoler har udmeldingen skabt uro.
En del forældre taler åbent om, at de nu vil forsøge at finde plads til deres børn på andre skoler, og nogle har allerede taget kontakt til skoler andre steder i byen.
Derfor har Bydelsmødrene og fædregruppen Baba inviteret medlemmerne af Aarhus Kommunes Børn og Unge-udvalg til dialogmøde på torsdag d. 5. September i beboerhuset Laden.
”Udmeldingen om fusionen har sat gang i mange frustrationer blandt forældre og børn i området, som vi gerne vil snakke med jer om. Vi er blevet kontaktet af flere forældre, som bekymrer sig meget om deres børns kommende skolegang,” lyder det i invitationen.
Radikalt nej til sammenlægning
10-12 forældre vil deltage i mødet sammen med koordinatorer for bydelsmødrene og Baba. Der vil ligeledes være repræsentanter fra begge skoler og medlemmer af skolebestyrelserne blandt de deltagende forældre.
Invitationen er blevet positivt modtaget af en del af politikerne. Blandt andet har den radikale Mahad Yussuf sagt ja til at deltage:
”Jeg synes, det er vigtigt at gå i dialog og tage hinandens bekymringer alvorligt,” siger Mahad Youssef til Stiften. Han fortæller, at de radikale allerede har besluttet, at partiet ikke kan støtte forslaget om sammenlægning.
”Vi siger nej til at lægge to skoler sammen, der begge har en høj andel af to-sprogede elever. Det er en helt forkert vej at gå. Ja, det er jo helt vanvittigt, at skabe en ny Nordgårdsskole på den måde,” siger han til avisen.
”Jeg håber politikerne vil lytte til os”
Ihssane Bokada er blandt arrangørerne af dialogmødet. Hun er bydelsmor i Gellerup, og er samtidig også forperson for skolebestyrelsen på Sødalskolen.
”Jeg håber, at politikerne vil lytte til os. Rigtig, rigtig mange forældre er meget bekymrede over, hvad en sammenlægning af de to skoler vil betyde for kvaliteten af deres børns skolegang. Jeg håber, vi kan skabe et rum, hvor vi kan gå i dialog med politikerne,” siger hun.
Ihssane Bokada mener, at en lukning af Sødalskolen er den helt forkerte vej at gå. Godt nok har skolen haft udfordringer de seneste år – men hun oplever, at skolens nye ledelse, skoleleder Irina Frello Hansen og viceskoleleder Anne Brøns Kruse, har sat en række gode initiativer i gang, og at forvaltningen bør give skolen tid og ro til at arbejde:
”Den nye ledelse har slet ikke fået lov til at prøve at vende situationen. Der er jo et stort potentiale i Sødalskolen. Om nogle år kommer der en masse nye boliger i området ved Brabrand Mejeri, og håbet er at kunne tiltrække mange flere etnisk danske familier. Det kunne være dejligt, hvis nogle flere familier vil vælge skolen til,” siger hun.
Et andet ønske er, at Aarhus Kommune i stedet for at samle alle flersprogede børn på én skole i stedet vil forsøge at skabe skoledistrikter, der lægger op til en bedre fordeling af eleverne på tværs af baggrunde.
”Jeg håber, at politikerne vil gøre noget vil skoledistrikterne, så de lokale skoler får en bredere sammensætning af elever, så de bedre afspejler resten af samfundet,” siger hun.