Otto er i strålende humør, da han fredag klokken 19.45 står uden for Gellerup Scenen og gør sig klar til fest med de unge. Han virker lidt benovet over at stå ansigt til ansigt med en journalist, der har smidt alt hvad han har i hænderne for at hilse på ham. Han uddeler dog et håndtryk og ser faktisk rigtig glad ud – så det er nok bare lidt generthed, den skal man jo også forstå.
"Det er jo kun for børn i alderen 10-13 år – og de har aldrig mødt ham før," forklarer Tine Andersen fra Gellerup og Toveshøjs Samvirke, som lige har stået og hjulpet den aldersstegne herre i tøjet. Hvem er han egentlig? Vi fortæller her Ottos livshistorie.
For 9000 år siden var der ingen mennesker i Gellerup – kun skove fyldt med trolde, nisser, ænder, engle og fugle. Der var masser af lækker mad – blandt andet lækre bær. Det var nærmest et Paradis, og man hjalp hinanden. Dengang boede Otto i Gellerupskoven sammen med en andefamilie.
For 40 år siden var der kun store marker, hvorfra Tousgård-bonden fik sin afgrøde. Troldene og nisserne var væk – og nu besluttede menneskene at bygge nogle ordentlige mastodonter af bygninger i Gellerup. Otto og ænderne, som han stadig bor sammen med, fik dermed andre levevilkår.
Husk de oprindelige beboere!
Det er derfor, at Brabrand Boligforening – hjulpet af Otto – har lavet en kampagne for at få folk til at huske områdets oprindelige beboere. Om vinteren bor de nemlig inde i opgangene, og når de spiser det skidt, der ophober sig i opgangene, får de dårlige maver. Godt nok er der andehospitaler, men ærligt talt….!
Derfor har Otto som kærlig appel været lige så rar mod børnene, som mod ænderne – han har jo også 9000 års erfaring i at tage sig af andre. Han har været rundt og dele bolcher ud, og fredag var han så til fest med børnene.
Hvad børnene og Otto talte om, ved vi ikke – men mon ikke de er blevet glade for ham, og han for dem? Det kan vi håbe på – for områdets indfødte har en fantastisk ambassadør i go´e, gamle Otto.