”Hej, jeg hedder Nikolaj. Jeg laver dokumentarfilm.” Sådan indleder instruktør Nikolaj Bendix Skyum-Larsen sin artist talk inden premieren på sine to dokumentarfilm ”Fortællinger fra periferien” (sådan hedder de begge) i den århusianske biograf Øst for Paradis den 30. august under festugen.
Instruktørens beskedne attitude er sigende for hans tilgang til dokumentarfilmen, uprætentiøs og håndholdt. Han fortæller, at han opgav rollen som dokumentarist højt på strå, der tager rundt i ghettoen og indfanger livet, da det gik op for ham, at de medvirkende selv er bedre rustede til opgaven.
I to europæiske forstæder og såkaldt socialt belastede områder, Saint-Denis i Paris og Århus Vestby, overdrog han kameraerne til de unge mennesker, som filmede deres liv og omgivelser og interviewede venner og familie.
Han havde erfaret, at mistroen til blåøjede mennesker, der var taget ud for at filme ghettoen, var stor. De franske medier retter megen negativ opmærksomhed mod dem. Til gengæld erfarede han også, at de unge mennesker var fuld af lyst til at fortælle og havde meget på hjerte.
”Gellerup er et rart og trygt sted”
Fælles for de to film er, at de medvirkende unge sætter hinanden og sig selv i tale om, hvordan de oplever deres bydel. Hvad er godt, hvad er skidt? Og kan de genkende det billede, som medierne og dem udenfor bydelen tegner? ”Selvom man bor i en forstad, kan man godt have det godt,” siger den ene franske pige med indvandrerbaggrund. Den anden siger: ”Selvfølgelig er jeg lykkelig. Hvorfor skulle jeg ikke være det?”. Og flere fremhæver og glædes over den solidaritet, der er i området.
Solidariteten lægger de unge fra Vestbyen også vægt på. Mens flere undrer sig lige så meget som de unge fra Saint-Denis over det billede, som omverdenen ofte har af deres bydel. ”Gellerup er et rart og trygt sted.” ”Jeg er muslim, og mit tørklæde er mit eget valg,” siger en 19-årig pige, der netop har færdiggjort gymnasiet.
Ja, begge film går imod de gængse og værste fordomme om livet i udsatte forstæder og tegner positive portrætter, men alligevel er der forskelle. Den franske er mere rå i sit udtryk og mere fragmenteret, med flere medvirkende og ingen samlet rammefortælling. Brugen af melankolsk elektronisk musik er mere gennemgående, ligesom de unge i Frankrig i højere grad sætter ord på de ting, der gør dem utrygge i området: volden og kriminaliteten.
Billederne fra Århus er mere lyse og opløftende og bærer på en fortælling, der strækker sig ud over det meste af filmen: Familien Tola og moderens, Vinne Tolas, kamp for opholdstilladelse. Til sidst lykkes det, og det er aldeles rørende. Sådan er begge film. Med simple midler, ærlighed og plads til at fortælle har Nikolaj Bendix Skyum-Larsen sammen med de unge kreeret et vedkommende indblik i dagligdagen i to udsatte forstæder.
Instruktørens beskedne attitude er sigende for hans tilgang til dokumentarfilmen, uprætentiøs og håndholdt. Han fortæller, at han opgav rollen som dokumentarist højt på strå, der tager rundt i ghettoen og indfanger livet, da det gik op for ham, at de medvirkende selv er bedre rustede til opgaven.
I to europæiske forstæder og såkaldt socialt belastede områder, Saint-Denis i Paris og Århus Vestby, overdrog han kameraerne til de unge mennesker, som filmede deres liv og omgivelser og interviewede venner og familie.
Han havde erfaret, at mistroen til blåøjede mennesker, der var taget ud for at filme ghettoen, var stor. De franske medier retter megen negativ opmærksomhed mod dem. Til gengæld erfarede han også, at de unge mennesker var fuld af lyst til at fortælle og havde meget på hjerte.
”Gellerup er et rart og trygt sted”
Fælles for de to film er, at de medvirkende unge sætter hinanden og sig selv i tale om, hvordan de oplever deres bydel. Hvad er godt, hvad er skidt? Og kan de genkende det billede, som medierne og dem udenfor bydelen tegner? ”Selvom man bor i en forstad, kan man godt have det godt,” siger den ene franske pige med indvandrerbaggrund. Den anden siger: ”Selvfølgelig er jeg lykkelig. Hvorfor skulle jeg ikke være det?”. Og flere fremhæver og glædes over den solidaritet, der er i området.
Solidariteten lægger de unge fra Vestbyen også vægt på. Mens flere undrer sig lige så meget som de unge fra Saint-Denis over det billede, som omverdenen ofte har af deres bydel. ”Gellerup er et rart og trygt sted.” ”Jeg er muslim, og mit tørklæde er mit eget valg,” siger en 19-årig pige, der netop har færdiggjort gymnasiet.
Ja, begge film går imod de gængse og værste fordomme om livet i udsatte forstæder og tegner positive portrætter, men alligevel er der forskelle. Den franske er mere rå i sit udtryk og mere fragmenteret, med flere medvirkende og ingen samlet rammefortælling. Brugen af melankolsk elektronisk musik er mere gennemgående, ligesom de unge i Frankrig i højere grad sætter ord på de ting, der gør dem utrygge i området: volden og kriminaliteten.
Billederne fra Århus er mere lyse og opløftende og bærer på en fortælling, der strækker sig ud over det meste af filmen: Familien Tola og moderens, Vinne Tolas, kamp for opholdstilladelse. Til sidst lykkes det, og det er aldeles rørende. Sådan er begge film. Med simple midler, ærlighed og plads til at fortælle har Nikolaj Bendix Skyum-Larsen sammen med de unge kreeret et vedkommende indblik i dagligdagen i to udsatte forstæder.
