Familieskolen i Søndervangen er som de øvrige to familieskoler i Aarhus Kommune truet af lukning, når der skal spares på det sociale område.
Familieskolerne, som ellers fagligt er en succes, lukkes udelukkende af økonomiske grunde. Succesen viser sig blandt andet ved, at af 53 elever har kun tre været nødt til at fortsætte i specialklasse, og én er blevet anbragt. Derudover kommer der løbende gode tilbagemeldinger fra både de børn og forældre, som har deltaget i forløbene.
”Vi har venteliste for at komme til at deltage i Familieskolens tilbud,” siger Hjørdis Kodahl, som er lærer på Familieskolen.
Sådan er forløbet
Et forløb på Familieskolen i Søndervangen, som har hjemme på Søndervangsskolen, begynder typisk med, at en lærer eller en socialrådgiver gør forældrene opmærksomme på, at der findes et tilbud, som kan hjælpe netop deres barn. Børnenes problemer i skolen er forskellige, men mange har svært ved at høre efter, hvad de voksne siger, og svært ved at koncentrere sig om en opgave. Børnene på Familieskolen kommer mange steder fra. Der samarbejdes med 13 forskellige skoler, her iblandt privatskoler.
Der holdes møder mellem familien og Familieskolen, og familien begynder så i et 16 ugers forløb. Der er undervisning på Familieskolen, hvor også forældrene deltager tre dage om ugen. Resten af tiden går børnene på deres egen skole. Familieskolen kommer typisk ud i klassen og fortæller om, hvad det er, som barnet er kommet i.
Redskabet er forældrene
Det vigtigste redskab på Familieskolen er forældrene. Det betyder meget, at der er flere familier sammen i undervisningen. ”Forældrene får lov til at opleve deres børn, også problemerne,” siger koordinator Anne Møller og fortsætter, ”og forældrene kan også komme med input til problemstillinger hos de andre børn og forældre.”
Hjørdis tilføjer: ”Forældrene har også mulighed for at danne netværk med andre forældre i samme situation.” Andre metoder, der arbejdes med, er en anerkendende tilgang til børn og forældre. Der fortælles en ny positiv historie om, hvem barnet er, og hvad det kan. Nogle vil opleve at få ros for første gang.
Men hvis Familieskolerne bliver lukket pr.1.januar, er der ikke tilbud, der matcher behovet hos de berørte familier. Børnenes problemer kan meget vel risikere at blive endnu større. ”Den kontakt, som Familieskolen har opbygget til de skoler, som der samarbejdes med, går også tabt,” påpeger Anne Møller. Det er ellers et gode for skolerne at kunne trække på Familieskolens ekspertise.
Læs på gellerup.nu om reaktionerne i Gellerup på spareplanen