I fire dage har børn og unge mulighed for at kigge forbi Sigrids stue, hvor man kan lave tegnefilm og lege med effekter.
Ca. otte børn er i lokalet og har travlt med at tegne, male og lege med computere. Fire af dem er i gang med at lave en tegnefilm. Det er en langsommelig affære, for der skal tages et bilede, figuren skal flyttes, tages et nyt billede…
Der går ca. 10 billeder pr. sekund, så det er et stort arbejde. Men børnene ser ud til at hygge sig og er nu ved at lave en bamsefilm.
Sød musik opstår
Ovre i det ene hjørne sidder Ulla fra Aabyhøj. Hun er ved at tegne figurerne til sin lille film om en pige og en dreng, der møder hinanden, og sød musik opstår.
Hendes bror Erik er her også. Han har en lidt anden handling i sin film og han har ambitioner om, at filmen bliver forbudt for børn. De to fortæller, at deres mor har tvunget dem herned:
”Det var valget mellem fire timers havearbejde eller at komme her,” siger Ulla. De kom begge til konklusionen, at det faktisk er meget sjovt at være her.
Bæredygtig festival
Elina Cullen, som er den ene arrangør for dette arrangement, fortæller at de er en del af Aarhus Sustainability Festival, som kører over fire dage i Århus.
Sustainability betyder bæredygtighed, og derfor har de taget en bunke affald med, som de vil bruge til at lave film af.
Elina hjælper ved arrangementet, fordi hendes datter er med til at arrangere festivalen og spurgte, om hun ville lave noget. Og Elina ville gerne lave noget for børn i Gellerup. Hun kontaktede Thomas Kildegaard, som hun tidligere har arbejdet sammen med, for at høre om han ville hjælpe. Så nu er de i Foreningernes Hus med nogle glade børn der producerer film.