I morgen, lørdag d. 18. april, kan du på ACFC’s baner opleve unge fodboldspillere fra 10 af de allerbedste klubber i Danmark. ACFC har nemlig arrangeret stævnet ”Elite Cup Gellerup”. Fra kl. 10 til 18 kæmper nogle af landets største U12-talenter om medaljer, pokaler – og æren.
Mahmoud Dirawi er hjernen bag fodboldstævnet og fik idéen, da han gerne ville udvikle ACFC’s eksisterende Gellerup Cup:
”Så jeg fremlagde mine tanker for bestyrelsen og mit netværk. Rigtig mange synes jeg skulle gå videre med det, og mange er kommet med bidrag til, hvordan man kunne arrangere sådan et stævne. Mit fokus har været at få nogle af Danmarks største klubber til at kende Gellerup mere. Samtidig har det været vigtigt, at finde ud af hvordan vi kan integrere børn noget mere igennem sporten,” udtaler Mahmoud.
Udrydder fordomme
Projektet handler om at fremme integration ved at drengene kan samles noget fælles. Det er Mahmouds håb, at stævnet gennem fodbolden kan udrydde nogle fordomme – fordomme der kan gå begge veje. For ikke alle drenge fra Gellerup er ballademagere, og ikke alle danske drenge er racister.
Og der har været rigtig meget positiv interesse omkring projektet. Af praktiske årsager har man begrænset stævnet til 10 deltagende klubber, og man har været nødsaget til at afvise flere klubber, der har henvendt sig for at komme med:
”De klubber, som har vendt tilbage har været MEGET positive omkring stævnet, og har rost os for et super fedt initiativ. Klubberne er glade for, at ACFC gør noget for at integrere andre,” lyder det fra Mahmoud.
Fokus og engagement
AGF, Silkeborg, FC Midtjylland, AaB, Hobro, Vejle, OB, Randers Freja, Get2Sport – og selvfølgelig ACFC – er klubberne, der skal kæmpe om sejren på lørdag. Det er Mahmouds forhåbning, at det bliver en kæmpe inspiration for hans egne drenge:
”Jeg håber at alle fra Gellerup – og især drengene fra ACFC – ser hvordan de her klubber spiller. Hvor fokuserede og engagerede de er. Dermed håber jeg, at drengene kan lære lidt at det, så vi også kan løfte fodbolden i ACFC,” lyder det fra Mahmoud Dirawi, som AGF netop har udnævnt til U12-træner ved Talentcenter Vest i Hinnerup.
Det er gratis at se kampene. Mahmoud Dirawi håber derfor på rigtig mange tilskuere og at folk vil komme og bakke op om stævnet. ACFC står på dagen også for at sælge lækker mad fra den arabiske kultur.
Parkér ved Globus1
På dagen skal alle besøgende parkere ved Globus1 og så gå hen til ACFC’s idrætsanlæg i midten af Gellerupparken. Det giver mulighed for at opleve Gellerup på en anden måde:
”Det er mit håb, at alle deltagende hold, spillere, forældre, trænere og ledere får en super god oplevelse af, at være i Gellerup. Og at de tager hjem herfra med en ide om: ”Nå, Gellerup er ikke så farligt, som vi troede det var,” siger Mahmoud.