Giv børnene noget vand at lege med – så ser du dem ikke igen, før de er drivvåde!
Sådan er Fossen i Gellerup. Den er første hug i den kommende store bypark, og den er allerede taget godt imod af børn og voksne.
På en solbeskinnet dag blev hanen åbnet, vandet strømmede ud og blev til små vandfald, der løb ned til hjørnet af Tinesvej og Gudrunsvej, hvor vandet løb ud i et soppebassin – og blev så pumpet tilbage igen i det lukkede system. Når det fordamper, tages nyt vand ind fra et drænsystem ved Blok 7, så det er genbrug af godt regnvand.
Fossen tiltalte straks de mange børn, der var kommet til indvielsen. De havde gang i legen fra starten.
Gellerupparkens afdelingsformand Youssef Abdel Kader (billedet) sagde ved indvielsen, at denne del af byparken er noget, som man har glædet sig meget til – og han bad brugerne passe lige så godt på området, som om det er ens eget hjem.
”Arbejdet med at lave Fossen har støjet noget, men vi er glade for resultatet,” sagde han.
Byparken er også en del af den kommende sports- og kulturcampus, og i den anledning kunne børn score t-shirts fra campus ved at fiske plasticænder i den nye vandlegeplads.
Først en omgang andedam…..
… og derefter op at score en flot t-shirt hos Anne Sloth fra Sports- og Kulturcampus samt Nezar Ajjawi fra Gellerupparkens afdelingsbestyrelse.
Læs mere om Sports- og Kulturcampus på projektets hjemmeside