Beslutningerne på Gellerupparkens afdelingsmøde betyder, at beboerne i de to ungdomsblokke samt omkring hullet i blok B4 på Gudrunsvej skal flytte permanent, og de vil få samme tryghedsgaranti som beboerne i de tre blokke på Bentesvej, som rives ned.
Ungdomsbyen
De fremmødte beboere sagde ja til forslaget om, at Lottesvej 10-16 og Bentesvej 1-11 rives ned i stedet for at blive omdannet til ungdomsboliger.
Uanset hvilken løsning beboerne besluttede sig for, skulle familierne genhuses permanent. Med beslutningen om salg af blokken til en ungdomsafdeling er sagen "enkel", så genhusningen vil snart blive tilbudt.
Beboerne i de to blokke vil snart blive sagt op. Den 1. december træde tryghedsgarantien i kraft, og beboerne får herefter et år til at flytte. Der er åbnet et informationskontor på Bentesvej 1, som skal hjælpe beboerne med at finde en erstatningslejlighed, hvor de ønsker det.
Ejerlejligheder
Samme vilkår forventes komme til at gælde for beboerne i de 72 lejligheder i opgangene Gudrunsvej 42, 44 og 46.
De bor i blok B4, som beboerne besluttede skal være den blok, som skal udstykkes til ejerlejligheder. Blok A13 på Bentesvej var ellers i helhedsplanen udset til ejerlejligheder, men boligforeningen anbefalede beboerne, at det i stedet blev blokken tæt på svinget på Gudrunsvej, som skal udstykkes.
Det skyldes både, at lejlighederne har en bedre udsigt og derfor er mere salgbare, og at beboerne i tre opgange alligevel skal genhuses, fordi der skal gå en vej igennem blokken.
Her forventes tryghedsgarantien at træde i kraft tidligt i 2015. Beboerne i blokken får fortrin til at købe deres egen ejerlejlighed i blokken, derefter får øvrige beboere i Gellerupparken mulighed for at købe. Og hvis der er flere lejligheder til salg, så får folk udefra mulighed for at købe sig ind, fortæller afdelingsformand Helle Hansen.